”Metafiktion og intertekstualitet griber ind i hinanden. Metafiktion er et særtilfælde af intertekstualitet, som er et særtilfælde af metafiktion.” (Gemzøe, Anker – Metafiktionens mangfoldighed, s. 37 l 30-32)
Der er mange formål og former af intertekstualitet og formerne kan variere fra konkrete citater til opbygningen af en hel tekst.
Gemzøe har i ”Intertekstualitet. Tavshed og ord hos Michail Bachtin og Villy Sørensen” forsøgt at give begrebet intertekstualitet sin egen drejning. Han har
”foreslået de følgende rammekategorier:
-
Specifik intertekstualitet: herunder hører direkte påvirkninger eller polemikker, bevidste og specifikke henvisninger, hvad enten de er lettilgængelige eller mere skjulte, til samtidige eller fortidige tekster og forfattere.
-
Epokal intertekstualitet: tekstens mere generelle indgåen blandt den givne periodes tekster og tendenser, de objektive fællestræk mellem tekster i en periode, periodens optik, dens ’ideolodem’ eller ’epistem’.
-
Genremæssig intertekstualitet: relationer til primære, enkle genrer og til sekundære, komplekse genrer.
-
Stilistisk intertekstualitet: relationer til genreoverskridende stilarter.
-
Almen intertekstualitet: den generelle indgåen i sproglige, litterære og intellektuelle traditioner; i moderniteten repræsenteret af en ’urolig’ metabevidsthed om intertekstualitet som vilkår.” (http://www.hum.uit.no/nordlit/8/gemzoe.html)
Metafiktion er altså mere end bare en god historie. Metafiktion har også et vigtigt indholdsmæssigt træk eksempelvis kan nævnes at emnet ofte har eksistentiel relevans.
I de meste metafiktion er tekstens emne endvidere med til en problematisering af virkeligheden, og teksten spejler sig ofte i sin opbygning eller omvendt, og der reflekteres på den måde over virkeligheden.
Inde for metafiktion findes der forskellige former og retninger. Der er:
Autormeta – en metafiktiv form, der repræsenteres i rammefortællingens tematisering af selve fortællingens skabelsesproces. Autormeta indebærer også en selvrefleksiv fremhævelse af forfattern, eksemplevis ved at sammenligne den litterære skaber med gud.
Adressatmeta – en metafiktiv form, der repræsenterer at alle litterære værker i større eller mindre grad er modtagerbevidste. Læseren skal oplyses.
Superadressatmeta – en metafiktiv form, der repræsenteres når samtidens læsere undsiges, og forfatteren vælger at skrive for evigheden eller for senere tider.
Værkmeta – en metafiktiv form, der repræsenteres ved at give det litterære værk dets værkkarakter.
Intermeta – en metafiktiv form, der repræsenteres ved forholdet til intertekstualitet, interart og intermedia. Det er ikke al metafiktion der med mening kan betegnes som intertekstualitet og det er ikke al intertekstualitet der markerer en metafiktiv grad.
Sprogmeta – en metafiktiv form, der repræsenteres ved at fremhæve værkets sproglighed.
Objektmeta – en metafiktiv form, der er den mest udflydende kategori inden for emnet. ”Der er tale om objektmeta, når spillet med alle referentielle konventioner er et hovedanliggende” (Gemzøe – Om litteratur, s. 128 l 20-21).
Desuden er metafiktion kendetegnet ved meget intertekstualitet, der giver teksten mere dybdevirkning. (http://www.hum.uit.no/nordlit/8/gemzoe.html)
____________________________________________________________________________
Jeg har valgt at undersøge Karen Blixens novelle ”Dykkeren” som metafiktion, da jeg synes det kunne være spændende at arbejde med en af hendes historier. Karen Blixen har skrevet mange historier, men jeg synes ”Dykkeren” lød mest tiltalende.
Den fulde tekst har jeg vedlagt som bilag 1 af hensyn til henvisninger til teksten.
”Dykkeren” udkom i ”Skæbne-Anekdoter i 1958, og er opbygget som en kinesisk æske. Fortællingen har indholdsmæssige ting som b. la. forbindelsen til gud, skæbnen og rammfortællingen tilfældes med mange andre af Karen Blixens historier og romaner. Skæbnen bliver dog sat i større perspektiv i ”Dykkeren” da hun også anvender intertekster som ”Biblen” og ”Koranen”.
Dykkeren indledes med ”Mira Jama fortalte denne Historie” (Dykkeren, s. 9 l 1 ). Herefter følger historien om den unge softa Saufe, der er utroligt fascineret af engle og beslutter sig at efterligne fuglene da det er dem som minder mest om engle. Ved at flyve med hjemmelavede vinger vil han, som englene, kunne se verden oppefra. At den unge softa skulle mød englene skræmmer de højtuddannede mænd i byen. De får derfor en ung danserinde til at spille engel og forføre softaen. Imens bliver vingerne ødelagt. Danserinden forelsker sig, i det tidsrum, i Saufe og fortæller ham sandheden om hende. Derefter forlader softaen byen. (Dette var den første historie).
Anden historien foregår tolv år senere. Her fortæller Mira Jama om sin egen rejse ud til en perlefiskerlandsby, hvor han samler på historier. Her hører han om en mand der hedder Elnazred, hvis store lykke skyldes hans fantastiske evne til at dykke dybere og i længere tid end nogen anden perlefisker. Mira jama opsøger ham og fortæller ham historien om softaen. Undervejs i fortællingen opdager Mira Jama, at dykkeren er Saufe. Mira Jama indvier læseren i hvilken forfærdelig oplevelse det er for en fortæller at få at vide hans historie er sand ”Det er en forfærdelig Oplevelse for en Fortæller at erfare, at hans Historie er sand.” (Dykkeren, s. 21 l 380-381). Efter at have fortalt sin historie færdig beder han dykkeren fortælle sin egen historie. Elnazred beretter i stedet for kort om sit møde med kuffertfisken, der blev hans beskytter og vejledte ham.
Efter det fortæller han fiskens historie, der handler om forholdet til troen og håbet. Fiskens fortælling, der også afslutter hele historien, slutter med ”Efter os kommer Syndfloden” (”Dykkeren”, s. 27, l 583).
Som skrevet i ovenstående er mange af Karen Blixens historier opbygget som kinesiske æsker, hvor hver æske er en fortælling og hver fortælling har sin fortæller. Jeg har lavet et skema over historierne og fortællerne i ”Dykkeren”:
Ud fra dette skema kan man se at der er samlet fem historier i én. Historie I er den yderste og overordnede ramme. Karen Blixen har valgt at sætte en fortæller ind til at gøre læseren opmærksom på, at denne historie er fortalt til nogle andre før os. Det bliver her indirekte sagt, at det hele blot er fiktion - for man tager ikke del i de følgende historier, da de allerede er blevet fortalt og har fået liv.
Historierne slynges ind og ud af hinanden, men læseren kommer aldrig mere end én historie tilbage og vi vender kun meget kort tilbage til historie I. Ellers vender vi ikke tilbage til den ukendte fortæller.
I II historien, hvor Mira Jama fortæller om den unge teologistuderende Saufe, er der lidt mere kød på, og vi vender tilbage til den to gange. Det er først Mira Jama, der begynder at fortælle denne historie, men som vi finder ud af i historie III, kender han ikke slutningen på historien, og der skiftes fortæller.
Historie III er Mira Jamas egen fortælling og det er her han finder ud af hans historie er sand ”Jeg genkendte straks hans Gestus, og i stor Forundring og Uro raabte jeg: ”Du er Softaen fra Shiraz!”” (Dykkere, s. 20 l 376-378). Historie II er virkelig og Saufe er ikke bare en person Mira Jama tilfældigt har fundet på. Her bliver forbindelsen mellem fiktion og virkelighed sat på højkant.
I historie IV fortæller Elnazred først om sit liv og derefter kuffertfiskens historie. Læseren har den følelse af, at det er Elnazred der fortæller historien, men i virkeligheden er det jo til Mira Jama, der har fortalt denne historie til den ukendte fortæller i den yderste historie.
I historie V overtager kuffertfisken historien og læseren bliver vi kastet ind i et nyt univers. Det blotlægges at denne historie er fiktion, da den umuligt kan være sand – en fisk kan jo ikke fortælle en historie i virkelighede
Gennem historien narres vi til at tro, at Mira Jama fortæller direkte til os og man lever sig derfor
mere ind i historien, men Blixen sætter os allerede af i første linje. Man tænker dog ikke over det, for som læser har man fuldt og helt levet sig ind i alle historier og man føler det er os der bliver fortalt til.
Anker Gemzøes begreb autormeta må i høj grad kunne bruges i denne fortælling, da der er flere fortællere til stede og at opbygningen er som en kinesisk æske.
I ”Dykkeren” ses også det metafiktionelle tegn ved, at fortællingen har (1) en forfatter – Karen Blixen der skaber (2) en fortæller – den ukendte der fortæller (3) en historie – den om Mira Jama dykkeren og kuffertfisken der skaber (2a) – en ekstra fortæller Mira Jama der fortæller (3a) – en anden historie om dykkeren og kuffertfisken der skaber (2b) – en tredje fortæller dykkeren der fortæller (3b) – en tredje historie om kuffertfisken der skaber (2c) – en fjerde fortæller kuffertfisken der skaber (3c) – en fjerde historie om fiskenes forhold til tro og håb til en (4a) – opdigtet modtager først Elnazred der fortæller til Mira Jama der så fortæller til den ukendte fortæller der så fortæller til os.
Intertekstualitet spiller ligeledes en stor rolle hos Karen Blixen og i næsten alle hendes historier bliver der brugt intertekster. Somme tider skriver hun citater og andre gange nævner hun blot et navn. Som før nævnt har ”Dykkeren” eksistens og skæbne som emne, hvilket også ses som et af de store emner da novellen kommer frem. Der bliver dog aldrig leveret en færdig opskrift på hvordan man skal leve sit liv, men gennem hendes karakter får man en ide om hvordan man bliver lykkelig.
Da ”Dykkeren” også indgår i den givne periodes tekster emnemæssigt har vi en epokal intertekstualitet. Også genremæssig intertekstualitet ses i ”Dykkeren”.
Blixen bruger ikke kun andres tekster som intertekster, hun gør også brug af sine egne – dette ses som regel med navnebrug. I ”Dykkeren” ses eksempelvis Mira Jama, som også er brugt i ”Den afrikanske Farm”.
I ”Dykkeren” bruger hun også mange citater fra ”Biblen” som citeres af kuffertfisken samt ”Koranen” som citeres af Saufe..
Ved at have set på ”Dykkeren” som metafiktion oplever man en hel ny måde at læse teksten på. Der er selvfølgelig mange elementer man ikke kommer ind på såsom tid, sted, miljøkarakteristik, personkarkteristikker samt Saufe og Thusmus forvandling. Men kommer delvist heller ikke til bunds i temaer og budskab.
Når man analysere metafiktivt kommer man ind til novellens kerne via andre veje, end man ellers ville have gjort.
Vi kommer helt til bunds i komposition, ydre komposition, indre komposition, fortællere, sprog samt rammer, der alt sammen ligger bag begrebet autormeta som jeg har lagt mest vægt på.
Litteraturliste
Metafiktion:
Gemzøe, Anker
Intertekstualitet. Tavshed og ord hos Michail Bachtin og Villy Sørensen
Nordlit nr. 8
Gemzøe, Anker
Metafiktion
Trykt i Om litteratur – metoder og perspektiver
Systime 2003
Gemzøe, Anker
Metafiktionens mangfoldighed
Trykt i Metafiktion – selvrefleksionens retorik
Modernismestudier 1
Medusa 2001
Red Gemzøe, Anker, Britta Timm Knudsen og Gorm Larsen
Metafiktion – selvrefleksionens retorik
Modernismestudier 1
Medusa 2001
Red. Leif Søndergaard
Om litteratur – metoder og perspektiver
Systime 2003
Metafiktiv analyse af ”Dykkeren”:
Blixen, Karen
Skæbne-Anekdoter
Gyldendal 1998
Thurman, Judith
Karen Blixen: en fortællers liv
Gyldendal 2007
Ægidius, Hans Kristian
En analyse af ”Dykkeren” med en placering af fortællingens motiver i Karen Blixens forfatterskab
Speciale til kandidateksamen 1961
