Containercelloen og krligheden Hvad nu? Hvad har jeg gjort forkert? Er det min stttepind?
by
leosakharoff (student)
Leo William Engholm Sakharov – 7.aDecember stilDansk - Tingseventyr Containercelloen og kærligheden ”Hvad nu? Hvad har jeg gjort forkert? Er det min støttepind? For støttepinden kan vi bare skifte, henne hos den lokale musikforhandler!” råbte celloen i fortvivlelse, oppe fra loftet. ”Gider du tie stille, der er nogle der prøver at sove her ovre!” råbte et par gamle sko ovre fra hjørnet. Celloen spurgte så skoene lidt beklemt:” Ved du så hvorfor jeg står her, og ikke nede i den varme stue, og bliver spillet på?” spurgte celloen. ”Vi er alle endt her oppe fordi, menneskerne ikke har brug for os længere. Gider du så tie stille nu?!” ”Ja selvfølgelig.” svarede celloen. Celloen forstod det ikke. De spillede jo på ham hver dag, og han stod så flot nede i den varme stue. De plejede altid, at spille den flotteste Mozart sammen. Men nu var han helt alene på et koldt og kedeligt loft. Celloens strenge var viklet ind i spindelvæv, og hans ene streng var knækket, efter at de havde slæbt ham op på loftet. Han tænkte, at de nok ville hente ham i morgen, fordi de savnede ham så meget. Næste morgen stod celloen stadig på loftet. Det var dog endnu koldere end i går, men celloen var helt sikker på, at de ville komme og hente ham i dag. Celloen stod der helt stille og lyttede til de tre flotte Mozart stykker, de plejede at spille. Symfoni 38, 39 og 41 i g-mol var celloens ynglings! Han spillede dem altid! Han spekulerede over, hvor flot den nye cello måtte være, siden de havde kasseret ham, deres gode
gamle. Han beundrede den nye cello, bare ved tanken om hvor heldig den var. Han var dog sikker på, at de ville komme for at hente ham, en eller anden dag. Ligesom den tanke strøg gennem hans hoved, hørte han noget. Det var skridt! ”Jeg vidste I ville komme!” råbte celloen. Det samme råbte guitaren, som stod nogle metre fra celloen. Manden tog guitaren i armen, og gik hen mod trappen. Han kiggede lige tilbage på celloen, og gik så hen mod den og tog fat i den. ”Åååh, hvor er jeg dog glad fordi, du kom og hentede mig!”Manden ...
This is a preview of the whole essay
gamle. Han beundrede den nye cello, bare ved tanken om hvor heldig den var. Han var dog sikker på, at de ville komme for at hente ham, en eller anden dag. Ligesom den tanke strøg gennem hans hoved, hørte han noget. Det var skridt! ”Jeg vidste I ville komme!” råbte celloen. Det samme råbte guitaren, som stod nogle metre fra celloen. Manden tog guitaren i armen, og gik hen mod trappen. Han kiggede lige tilbage på celloen, og gik så hen mod den og tog fat i den. ”Åååh, hvor er jeg dog glad fordi, du kom og hentede mig!”Manden svarede ikke. Celloen havde tit tænkt over, hvorfor mennesker aldrig svarede, når man sagde nået til dem. ”Mon det var, fordi de ikke kunne høre noget eller bare fordi, de var rigtig sure?” Tænkte celloen. Det ville han jo nok få svar på en eller anden dag, tænkte han. Manden var kommet ned ad trappen, og satte guitaren ned. Celloen var så spændt på, om han nu skulle stå det samme sted, som han plejede. Men manden spadserede direkte forbi celloens sted. Han åbnede døren og gik ud mod bilen. Celloen var virkelig spændt nu. Nu skulle han rigtig ud på eventyr. Manden smed celloen ind i bagagerummet.Celloen fik en stor bule lige der, hvor han havde mistet sin streng for nogle dage siden. Manden kørte derudaf. Celloen var så fascineret over det flotte landskab, der var over alt. Bortset fra da de kørte igennem et virkelig grimt kvarter, hvor folk havde malet graffiti på alle væggene. Celloen undrede sig over, hvorfor folk ikke bare kunne male på noget papir. Det var heller ikke alt for pænt, det de malede, syntes celloen. Bilen stoppede brat op og bagagerummet blev åbnet. Manden tog hårdt om celloen og smed den ind i en stor container. ”Ih, goddag med dig!” sagde en sød lille tekop. Der var også en kæmpe stor fjernsynsskærm, som smilte sødt til den. Der var alverdens ting. Lige fra bøger til tøj og de var alle så venlige.”Er det så jer, jeg skal spille for?” spurgte celloen stolt.”Uh, det ville være skønt! Vi savner sådan noget underholdning.” svarede den søde lille tekop.”Men er det ikke meningen, at jeg skal spille for jer?” Spurgte celloen fortvivlet.”Jeg har ikke hørt noget. Har I det?” spurgte te koppen alle de andre ting i containeren. De kørte bare hovederne fra venstre til højre fuldstændig i takt. Man skulle tro, at de havde øvet det. ”Men hvorfor er jeg så her?””Den her container er sådan et slags sted, hvor folk lægger ting, de gerne vil have andre folk får gavn af. Når folk lægger ting her, er der ligesom, når folk ofrer noget til guderne.” svarede tekoppen. Te koppen var godt klar over, hvorfor de egentlig var endt her. Men kunne ikke nænne at såre celloen, som havde så store forhåbninger. Celloen fortalte hele sin livshistorie til dem. De var alle meget fascinerede over celloens livshistorie. Celloen fortalte om den fantastiske musik, de havde spillet sammen og om hvordan hans mennesker altid puttede ham i den flotteste kasse, efter de havde spillet sammen.Bang, lød det! Og den flotteste bue lå for fødderne af celloen. Den var lavet af de flotteste hestehår. Buen så helt forskrækket ud. Den kaldte på sin ejer uden held.”Ih, goddag med dig!” sagde tekoppen sødt. ”Hvor er jeg?” spurgte buen helt forvirret.”I en container for ting, som folk ofre til andre. Lige som når folk giver ting til guderne.” svarede te koppen overbevisende. Buen nåede ikke at høre, hvad tekoppen svarede, før buen fik øje på celloen. De stod bare der, og kiggede på hinanden. Ligesom kærlighed ved første blik. Buen kravlede over til celloen og strøg sig op ad celloen. Der kom den flotteste, blideste musik ud af celloen. Alle i containeren faldt fuldstændig i staver. De havde aldrig hørt noget så smukt. Ligesom de var i gang med at spille den flotteste musik, gik dørene op med at brag og en dreng stak nysgerrigt næsen ind. Han gik direkte over og tog buen. Buen gjorde alt for at holde fast i celloen. Men drengen var for stærk. Celloen skreg alt, hvad han kunne. Men der skete ikke noget, drengen var gået med buen. Alle i containeren klappede, og piftede, da buen var gået. De syntes, det var så smukt et stykke musik, celloen og buen tryllet frem sammen. Men celloen kiggede bare ned i jorden. Han ville have buen tilbage! Tingene i containeren anede ikke, hvordan celloen følte lige nu. De klappede og piftede bare videre. Celloen hoppede ud af containeren i frustration. Han hoppede efter buen. Han anede ikke i hvilken retning den var blevet ført, han hoppede bare. Han måtte finde buen. Han hoppede op på en lastvogn. Celloen var meget træt. Han faldt i søvn på lastvognen. ”Bang” lød det. Celloen vågnede ved lyden af træ, der splintrede i tusinde stykker.”Hvad sker her?!” råbte celloen. Men som tidligere var der ingen, der hørte ham. Han var havnet på en trælast, hvor de var i gang med save træ i stykker. Han rejste sig op, og hoppede alt, hvad han kunne væk. Det kunne kun gå for langsomt. Celloen snublede over en gren. Han fik endnu en bule. Manden der stod og savede, fik øje på ham. Manden løb efter celloen. Celloens hjerte bankede som aldrig før. Celloen måtte væk! Manden stoppede op, da hans venner kaldte på ham i baggrunden. Celloen gispede efter vejret. Han var sluppet væk. Nu skulle han bare finde buen. Han hoppede i flere dage i forsøg på at finde buen. Han endte tilbage på skraldepladsen, i containeren sammen med de andre. ”Hvor har du dog været?” spurgte tekoppen, der var så glad for at se celloen igen.”Jeg vil bare finde den bue, der kom brasende!” svarede celloen grædende.”Jeg er her” svarede buen som stod henne i hjørnet. Celloen hoppede alt, hvad han kunne hen til buen. De strøg sig op ad hinanden. De var så lykkelige for at have fundet hinanden igen. Netop da celloen var hoppet ud af containeren for at lede efter buen, havde drengens mor sendt ham tilbage med buen. Moren ville ikke have flere efterladte ting med hjem. Buen strøg sig op ad celloen. Ud af celloen kom der den smukkeste musik, selvom den manglede en streng. Celloen og buen levede lykkeligt til deres dages ende i containeren og spillede den smukkeste musik sammen.