Noras karakter er stærkt dynamisk, idet hun gennemgår en drastisk udvikling igennem stykkets tre akter. Hendes udvikling kan opdeles i to faser: barndom og voksenalder. I stykkets begyndelse fremstår Nora, efter datidens før-moderne normer, som en idealhustru. Hendes opfattelse af samfundet med dets love og regler er umoden, næsten barnlig, og har intet grundlag i virkeligheden. Men trods at Nora kan fremstå som naiv og barnlig er hun dog ikke helt uvidende. Da Nora i første akt forklarer Fru Linde under hvilke omstændigheder, hun vil afsløre sin hemmelighed for Torvald, siger hun;
Jo – engang kanske – om mange år, når jeg ikke længere er så smuk som nu. […] Når Torvald ikke længere synes så godt om mig som nu; når han ikke længere finder fornøjelse i, at jeg danser for ham og forklæder mig i deklamerer. Da kunne det være godt at have noget i baghånden (s. 14)
Dette citat er vigtigt, da det viser at Nora udmærket er klar over, at Torvalds hengivenhed over for hende er baseret på hendes attraktive udseende. Hun ved også, at når hendes skønhed en dag begynder at falme, vil der være en chance for, at Torvalds interesse i hende vil gøre det samme. Derfor vil det være en fordel for hende at have noget i baghånden, som hun kan bruge imod ham for at sikre sig, at han vil forblive tro over for hende. Dette viser, at Nora måske slet ikke er så naiv, som hun udgiver sig for at være.
Da Noras hemmelighed i stykkets slutning bliver afsløret, reagerer Torvald langt fra overens med Noras forventninger. Nora troede, at Torvald ville påtage sig ansvaret for hendes handlinger for at beskytte hende, men i stedet viste det sig, at han var mere bekymret for sit eget omdømme. Her transformeres Nora til en voksen kvinde, der for første gang ser sit ægteskab gennem klare øjne. I første akt taler hun oprigtigt om deres skønne og lykkelige hjem, men tre dage senere indser hun, at hun i otte år har levet i et spil. Det er en afgørende begivenhed i dramaet, da Nora må erkende, at hendes liv gennem de foregående otte år ikke var, hvad hun troede det var; ”Det var i aften da det vidunderlige ikke kom; for da så jeg at du ikke var den mann jeg hadde tenkt meg.” (s. 112) Det er altså ikke gældshistorien, der er det afgørende for Nora og det spolerede ægteskab. Det er hendes mands utilstrækkelighed. Om Nora opnår den selvrealisering, som hun søger, vides ikke. Men hvad vi med sikkerhed kan sige er, at hun endelig får åbnet øjnene for realiteten af samfundets kønsroller.
Romanen Homo Faber fra 1957 er skrevet af den berømte, schweiziske forfatter Max Frisch. Ligesom i Et Dukkehjem bliver kvinden her stillet i kontrast til manden, men i modsætning til Et Dukkehjem udspiller denne romans handling sig i nyere tid – nærmere sagt efter anden verdenskrig. Det vil altså sige, at kvindens sociale vilkår i de to værker er vidt forskellige. I mellemtiden har kvinder nemlig fået en række nye rettigheder, såsom bedre uddannelsesmuligheder og stemmeret.
Homo Faber er en utraditionel dannelsesroman opdelt i 2. stationer, om den 50årige intellektuelle og teknisk anlagte UNESCO-ingeniør Walter Faber, der anser virkeligheden for et materiale der kan bearbejdes af fornuften, forudberegnes og derfor kontrolleres. Men skæbnen viser sig at være en uberegnelig faktor for Faber, da han gennemlever en række skæbnesvangre hændelser. Uvidende forelsker Faber sig i sin egen datter, Sabeth, og indirekte bliver han grunden til hendes død.
Hanna er Fabers store ungdomskærlighed og står i skarp kontrast til ham. De to repræsenterer hver deres livsanskuelser, hvor Hanna tror på det metafysiske og kunsten, medens Faber som nævnt er en teknikkens mand. Deres forskel kommer blandt andet til syne da deres datter Sabeth ligger på hospitalet, og de diskuterer omstændighederne heromkring: ”Jeg spurgte Hanna, hvorfor hun ikke troede på statistik, men i stedet for på skæbnen og den slags. Du med din statistik!”(s. 129-130). Udover dette skiller religion også de to ad. Faber er præget af samtidens værdisammenbrud og hans holdninger peger mod nihilismen, hvorimod Hanna er jøde og tror på Gud; ”[…] du skulle takke din Gud!” (s. 137).
Modstillet med andre af bogens fremstillede kvinde-roller er Hanna en stærk og selvstændig kvinde. Hanna har kraftige feministiske tendenser, og disse er hovedsageligt grunden til at hun endnu ikke har formået at få et forhold til en mand til at fungere. Hun vil på ingen måde fremstå som sårbar, og i sin higen efter selvstændighed kan hun af og til fremstå som en kontrollerende kvinde. Problematikken i hendes forhold til mænd kommer til syne i forholdet til hendes datter, som hun insisterer på at opdrage alene uden indflydelse fra nogen mand. Hun lægger stor vægt på, at det er hendes barn og kun hendes. Hanna ”hænger ved sit barn”, og lige siden Sabeths afrejse har hun ”talt dagene, til barnet atter kom hjem” (s. 149). Hun er altså en overbeskyttende mor, og har svært ved at give slip på sin datter.
Hannas frustration overfor det modsatte køn kommer tydeligt til udtryk i bogens slutning. Hun mener, at alle mænd er egocentrerede af natur og derfor aldrig vil være i stand til fuldt ud at forstå kvinden;
Manden hører kun (ifølge Hanna) på sig selv, derfor kan en kvindes liv ikke blive andet end forfusket, hvis hun ønsker at blive forstået af manden […] Manden opfatter sig selv som verdens herre, kvinden kun som hans spejl. (s. 151)
Hendes skeptiske holdning til det modsatte køn, forhindre hende altså i at stole på mænd, og som resultat af dette, kan hun ikke opbygge et gensidigt og kærligt forhold til dem. Selv som en veluddannet og velstående kvinde, føler Hanna sig undertrykt. Dette kommer til udtryk i citatet;
Så længe Gud er en mand, ikke både mand og kvinde, kan en kvindens liv, ifølge Hanna, kun blive som det er i dag, nemlig jammerligt […] (s. 151)
Hanna må altså fortsat kæmpe kønskampen, der finder sted i hendes samtid. Hun ser ingen ende på samfundsforholdene for kvinder hvilket skaber grobunden for hendes groende skepsis, der rettes mod det modsatte køn.
Fra dette kan jeg konkludere, at de to værker viser en tydelig udvikling i kvindens rolle. Hanna gør komplet opbrud mod den traditionelle kønsrollefordeling, som Nora måtte forholde sig til. I modsætning til Nora er hun selvforsørgende og ene-mor. Der er ingen tvivl om, at den vestlige verden har gennemgået en stor udvikling, hvad angår ligestilling mellem kønnene, men der stilles til stadighed spørgsmålstegn ved, hvorvidt kvinder og mænd den dag i dag er helt lige. Har Hanna ret, når hun påstår, at mænd og kvinder aldrig vil være i stand til at leve på lige fod? Kun tiden kan vise om de små ting, som endnu adskiller mænd og kvinder nogensinde kan elimineres, så mænd og kvinder endelig kan betragtes som ligeværdige på alle tænkelige punkter.
LITTERATURLISTE
Primær litteratur:
Frisch, Max. Homo Faber.
Oversat af Aage Dons. Haslev: Gyldendals bogklub, 1969.
(Opr. udg. på tysk med titlen ”Homo Faber – ein Bericht”, 1957)
Ibsen, Henrik. Et Dukkehjem.
Viborg: Forlaget Mikro, 2002
(Opr. udg. 1879)
Sekundær litteratur:
Pahuus, Mogens. Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan.
Kopier udleveret af Bente Bjorholm
Møllehave, Johannes. Læsehest med gåseøjne.
Kopier udleveret af Bente Bjorholm
Bente Bjorholms Noter.
Noter udleveret af lærer, Bente Bjorholm.
Internetsider:
Ibsen, Henrik: Et Dukkehjem. Viborg, Danmark: MIKRO, 1879/2002
Frisch, Max: Homo Faber, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev, 1969/1957
Møllehave, Johannes: Læsehest med gåseøjne, s. 224