Swedish. This paper examines the ideological differences between the two major political parties in The United States.

Ved konservatisme opfattes samfundet som en organisme, hvor alle borgere har en betydning for at samfundet fungerer. Dog skal alle borgere ikke betragtes som lige vigtige, da der i et samfund findes et naturligt hierarki og derfor skal produktionen fordeles efter indsats og ansvar.’’We belive in rewarding hard work and risk takers and letting people keep the fruits of their labor’’, og tilmed skal det hårde arbejde belønnes.

I 1828 blev Det Demokratiske parti efter moderne tid grundlagt, udsprunget af det tidligere demokratiske-republikanske parti. Kendte præsidenter inkluderer blandt andet John F. Kennedy og Bill Clinton. Demokraterne arbejder modsat republikanerne ud fra en socialliberalistisk-inspireret politik. Demokraterne arbejder progressivt – og forsøger hele tiden at se fremad. ’’…invest in clean coal technology, and find ways to safely harness nuclear power’’. Modsat, arbejder Republikanerne regressivt og er mere tilbageseende i deres politik. Socialliberalismen opfatter ikke samfundet som en organisme, men som et samfund bestående af enkelt individer, der alle har en betydning i forhold til at opretholde velfærdsamfundet og samfundsordenen. Staten skal blande sig i fordelingen af produktionsoverskuddet og omfordele værdierne i samfundet, således at det kommer flest mulige til gode, dette udtrykker sig blandt andet ved at Demokraterne ønsker at lave offentlige investeringer; ’’…provide every child a decent education; keep our water clean and out toys safe; invest in new schools and new roads and new science and technology’’. De mener at den del af befolkningen der er økonomisk underlegne skal have mulighed for at komme i arbejde, og have indflydelse, på lige fod som de rige i samfundet. Demokraterne tager et andet standpunkt end demokraterne i forhold til skattepolitik. De mener nemlig at skattelettelser kun skal tilfalde middel og underklassen, samt de virksomheder der skaber gode arbejdspladser for samfundet.

I forhold til valg af de økonomiske skoler, forekommer der en tydelig forskel på de to partier. Både Republikanerne og Demokraternes politik bærer præg af de anvisninger den monetaristiske skole bygger på, som indkredser følgende hovedpunkter; det frie initiativ, styrket konkurrenceevne og så lille statslig indblanding som muligt. Republikanerne adskiller sig dog ved at fører en mere ultra-liberalistisk politik, hvorimod Demokraterne har en mere keynesiansk tilgang til måden at føre politik på. Det mener at det er vigtigt med et stærkt velfærdsystem, en velfungerende offentlig sektor hvor staten har mange udgifter, da staten derved er i stand til at regulere på den private indkomst.

John McCains og Barack Obamas konventtaler

I antikken var man som politiker intet værd uden betydelige retoriske evner og en politikers evne til at holde taler var afgørende for folkets tilslutning. Hemmeligheden bag retorik, der overbeviser, er ikke kun indholdet, men ligeså meget hvordan man formår at sige tingene. Retorik optræder altså som et vigtigt element i forhold til politik. For at kunne analysere om hvorvidt der er brugt stilistiske og sproglige virkemidler, har jeg valgt at tage udgangspunkt i John McCains og Barack Obamas konventtaler fra 2008.

Det umiddelbare indtryk man får når man læser John McCains: ’’Republican Convention Speech’’, er at han ønsker at kæmpe for landet og for, at genskabe den stolthed og de principper det republikanske parti bygger på. Han starter med at fortælle om sig selv og hvorledes han gennem sin opvækst har lært at det betyder mindre at kunne kæmpe. Han mener i stedet, at man skal fokusere på det man kæmper for. Det at han fortæller om sig selv, får ham til at optræde mere nærværende overfor læseren samtidig med, at han får læseren til at genkende sig selv ved at genoverveje det han udtaler. Han viser også flere gang at han er villig til at indgå et samarbejde med flere partier og skriver bl.a.; ’’Instead of rejecting good ideas because we didn’t think of them first, let’s use the best ideas from both sides.’’, dette får ham sprogligt til at fremstå som, en politikker med et bredt politisk arrangement, samtidig med at hans troværdighed styrkes.

McCain bruger mange anaforer til at udtrykke sine holdninger med; ’’I fight for Americans. I fight for you. I fight for Bill and Sue Nebe...’’, og anaforer anvendes ofte som et retorisk kneb i taler og får sagen til at fylde mere i modtagerens bevidsthed, samtidig med at buskabet fremkommer mere slagkraftigt. Man kan genkendte anaforer fra Martin Luther Kings berømte tale, ’’I have a Dream’’, hvor han gentagende gange indleder sine sætninger med denne frase.

Et andet retorisk virkemiddel McCain benytter sig af er antiteser. ’’I will open new markets to out goods and services. My opponent will close them. I will cut government spending. He will increase it’’. Antiteser er gode at anvende hvis man vil trække modsætninger op, som fx ens eget synspunkt i en sag, i forhold til et andet. Man sætter en sag på ’’spidsen’’ ved sprogligt at sætte den ved siden af dens modsætning og dette bevirker at afsenderens, som i dette tilfælde er McCain, pointe tydeliggøres overfor modtagerene.

McCain benytter flittigt de tre appelformer: logos, etos og patos. ’’I don’t mind a good fight. For reason known only God, I’ve had quite a few tough ones in my life’’, dette er et eksempel på etos. Etos betyder troværdighed og i denne sammenhæng er det den troværdighed McCain ønsker at udtrykke overfor publikum, så de derved køber hans argument.

Et eksempel på appelformen logos, kan uddrages fra teksten.; ’’Doubling the child tax exemption from $3500 to $7000 will improve the lives of millions of American families’’. Logos, er appellen til fornuften og logikken. Et godt underbygget argument er logos appellerende, da den er intellektuel og knytter sig til argumentationen. I denne sætning er det både fornuftigt- og logisk at hvis man fordobler barnets skatte fritagelse, vil det forbedre livet for amerikanske familier.

Patos er appelformen der henvender sig til modtagerens følelser, og har den egenskab at kunne gøre tungere stof lettere modtageligt. Patos-apellen har virket hvis det vækker en eller anden form for følelsesmæssig reaktion hos modtageren.’’It’s an ambitious plan, but Americans are ambitious by nature, and we have faced a greater challenges. It’s time for us to show the world again how Americans lead’’, det er helt tydeligt at han prøver at vække den Amerikanske nationalfølelse. Dette er tilmed også et eksempel på brugen af det stilistiske virkemiddel apostrofe; da disse ofte anvendes til at skabe en stemning af seriøsitet når Amerikas præsident påkalder nationen. 

Hensigten med Barack Obamas tale til konventionen var at overbevise tilhørerne, som i denne tale er den almene Amerikaner; ’’…ordinary men and women-students and soldiers, farmers, and teachers, nurses and janitors...’’. Da den forgående præsident var republikaner bruger Obama- der er demokrat, en del sammenligninger i forhold til den tidligere førte politik; ’’…more Americans are out of work… These challenges are not all of government’s making. But the failure to respond is a direct result of a broken politics in Washington and the failed policies of George W. Bush.’’. Dette er et klogt træk, da han derved placerer sig selv som manden med svarene og egenskaberne til at forbedre landets tilstand.

Igennem sin argumentation, spiller Obama på den forandring han, igennem de politiske mål, ønsker at nå for Amerika, samt de strategier han vil bruge. Han synliggøre i sin beskrivelse af dette, hvor lidt John McCain vil lave om, og hvor meget han minder om George Bush. På samme må bruger han af sproglige virkemidler positivt ladede ord omkring sin egen politik og modsat negativt ladede ord omkring McCains politik, samt udefinerbare veninder som; ’’That’s the promise of Amerika - the idea that we are responsible for ourselves, but that we also rise or fall as one nation; the fundamental belief that I am my brother’s keeper; I am my sister’s keeper’’

Et vigtigt element til at overbevise folk om et synspunkt, er at tage stilling til den tvivl og de indvendinger dine tilhører bærer, for på den måde at gendrive dem inden de selv siger dem. På den måde viser man at deres tvivl er ubegrundet og at deres indvendinger ikke er rigtige. Et eksempel på dette kan uddrages af talen: ’’I get it. I realize that I am not the likeliest candidate for this office. I don’t fit the typical pedigree… What the nay-sayers don’t understand is that this election has never been about me. It’s been about you.’’ Når han på den måde gendriver folks indvendinger, fjerner han de forbehold der hindrer dem i at blive enige med ham. Han viser tilmed at han kan se sagen fra deres side, og opnår derved at modtagerne fatter tillid til ham. Citatet er også et eksempel på brugen af apelformen pathos, da han tydeligt appellerer til modtagerens følelser samtidigt med at modtageren udviser en hvis form for medlidenhed med ham. 

Præsten og krigeren

Den amerikanske historiker John Milton Cooper fremlagde i 1984 en teori, ’’The Priest and the Warrior’’, der siger, at der i alle præsidentvalg de sidste hundrede år har været én kandidat, der i sin fremtoning, argumentation, ordvalg og veltalenhed kunne karakteriseres som en præst, og den anden som en kriger. For at kunne vurdere hvorledes dette også var tilfældet under valget i 2008, har jeg valgt at tage udgangspunkt i de to præsidentkandidaters konventtaler og ud fra dem opstillet forskellige tabeller til at understøtte min hypotese.

Under valget i 2008 fremgår disse rollemodeller med al sin tydelighed i præsidentkandidaternes konventtaler. Barack Obama optræder som præsten, mens John McCain optræder som krigeren. Dette kan bestemmes ud fra de enkelte taler og dens retoriske fremstilling.

Jeg har udvalgt følgende ovenstående ord jeg mener, kendetegner henholdsvis en præst og en kriger. Som vi kan se på ovenstående tabel ligger overtallet af krigerord hos John McCain, mens overtallet af præsteord fremkommer hos Barack Obama. De ord der kendetegner præsten er ord der er præget af ro, rummelighed, samt en eller anden form for skrøbelighed, mens krigerord karakteriseres ved uro og storhed.

Et ord som ’’care’’, der betyder; at tage sig af - kunne i overført betydning optræde som et symbol for næstekærlighed, som optræder i bibelen. Obama understreger tilmed flere gange i sin konventtale den vigtighed der ligger i at drage omsorg for de svage i samfundet, og da han bruger ordet ’’care’’, understreger han samtidig hans politiske overbevisning. Et andet ord Obama gør brug af, er ordet ’’change’’; der betyder forandring. Når man taler om forandring, taler man som oftest om en positiv udvikling, mens man samtidig taler om tilgivelse og om en ny begyndelse. Obama bruger næsten ordet dobbelt så mange gange som McCain, dette kan dog i forhold til deres ideologiske overbevisning, skyldes partiets regressive tilgang til politik.

Allerede i begyndelsen af John McCains konventtale, taler han om at han ønsker at kæmpe og på den måde er den krigeriske stemning allerede anlagt. ’’I don’t mind a good fight’’.  

I forhold til de krigeriske ord, bruger McCain meget ’’Fight’’, der betyder at kæmpe, og ’’Prepare/-ed’’, der betyder at være beredt, og disse må siges at have en stærk relation til krig og understøtter hypotesen om at McCain optræder som krigeren. ’’I will reach out my hand to anyone to help me get this country moving again. I have that record and the scars to prove it’’. Den krigeriske tendens kommer til udtryk i hans tale. Derimod optræder Obama som en præst, der helligt kritiserer den tidligere førte politik, samt hans modstander John McCain, alt i mens han stadig indirekte optræder polemisk. ’’Now let there be no doubt. The republican nominee, John McCain, has worn the uniform of our contry with bravery and distinction, and for that we owe him our gratitude and respect… Senater McCain has been anything but indepent.’’

Ifølge lix tallene ovenfor, forekommer dette højest i Obamas tale. Dette kan sige noget om præstens veltalenhed. Præsten, som i denne tale er Obama, fremsætter sine tanker og intentioner på en mere inderlig og velovervejet måde og bruger flere velformulerede sætninger med svære ord. Hvorimod krigeren, der her er McCain er mere direkte og eksplosiv i sin udtale.

Konklusion

Sproglig bevidsthed og demokrati hænger i en vis grad sammen. Det kræver stor omtanke at forme sproget, så det bliver spændende og fremkalder billeder og følelser hos modtageren. Barack Obamas succes, og valg som Amerikas præsident skyldes i høj grad hans retoriske evne til at forføre- og involvere publikum. Han appellerer bevidst til modtagerens rationelle og emotionelle side, og mens han samtidig ikke kun underbygger sine argumenter ved at appellere til vore følelser, formår han også at gøre det personligt. Med sine logiske og rationelle argumenter opnår han hurtigt et tillidsforhold til modtageren, samtidig med at han kommer til at fremstå mere overbevisende. Dette må siges at have en stor betydning i forhold til at blive valgt som præsident.

Litteraturliste

Tekstmateriale:

• McCain, John – ‘’Republican Convention Speech’’ (2008)
• Obama, Barrack – ’’Democratic Convention Speech’’ (2008)

Internetsider:

•  

Dvd:

• HBO documentary films - ‘’By the People: The Election of Barack Obama’’

Bilag 1:

•  

---