Synet på individet gennem Adam Oehlenschlägers tekst kan forstås på den måde, at individet er med i et fællesskab i form af: landet. Den ”stolte nation”. Den enkelte dansker er kun en lille brik i et ædelt rige, samlet under gud. Med venligheden, håbet og modet er danskerne simpelthen Danmark.
I det moderne gennembrud bliver individet et menneske i industrisamfundet med maskiner og ny teknologi. Gud og religion bliver lagt lidt i baggrunden, mens personer som Darwin, Nietzsche og Freud bliver fremhævet på bedste vis. Menneskets rettigheder bliver, ligesom i oplysningstiden, en mærkesag for mange mennesket, også ting som kvinders stemmeret og bedre forhold for den voksende arbejderklasse.
Mennesket var først og fremmest afhængigt af et fællesskab i form af klasser. Med Karl Max’s tanker om socialisme blev især arbejderklassen fremhævet i litteraturen. I novellen ”Franz Pander” af Herman Bang, bliver den sørgelige historie om Franz Panders liv fortalt. Egentlig er han født ind i arbejderklassen, men han føler sig ikke hjemme dér, og drømmer om et liv hos de fine og fornemme. I mislykkede forsøg på at sprænge rammerne begår han selvmord. Herman Bangs pointe var, at et menneske var for tæt forbundet til sin klasse, at man ikke bare kunne forlade den uden videre. De politiske, sociale og økonomistiske forskelligheder var simpelthen for store.
Set i lyset af historien ”Melodien der blev væk” af Kjell Abell, så kan man måske ikke rigtig sige, at individet var afhængigt af et fællesskab som sådan. Men det var i denne periode at det især var arbejdet, der definerede et menneske. I melodien der blev væk dropper hovedpersonen sin drøm om et mere spændende liv, på grund af udsigten til at avancere i hans nuværende job. Han er en del af den nye gruppe arbejdende, der blev skabt i den tid – tidligere havde der mest været fabriksarbejdere og lign. Men nu kom der flere kontorfolk, der gik rundt med dokumentmapper og næsten udelukkende arbejde med papirer. Dette blev set som et lidt mere eksklusivt job, og man fik bedre løn end på en fabrik.
Set på perioden med en lidt mere abstrakt måde, så kan man vel godt sige, at klasserne stadigvæk betyder noget i mellemkrigstiden. ”Lige børn leger bedst” – de forskellige grupper i samfundet blandede sig helst ikke med hinanden. Individet var stadigvæk afhængigt af et fællesskab i form af mennesker der havde nogenlunde samme beskæftigelse og økonomi som én selv.
Ungdomsoprøret i 60’erne begyndte allerede lidt at tage form i slutningen af 50’erne. Amerikaniseringen var kommet godt i gang, de unge hørte rock’n’roll, gik i læderjakker og så film med Marlon Brando og James Dean i biografen. På dette tidspunkt var der også begyndt at komme mere velstand i Danmark, mange havde det godt. Men i Ole Wivels ”vrede unge mænd”, er det netop fremgangen og velstanden, der er problemet. Fortælleren længes efter noget at kæmpe for, ikke bare at sidde hjemme hver søndag, i ro og mag sammen med familien – han vil ud og slås! Og det var det samme for mange andre unge på det tidspunkt.
Men den ældre generation forstod ikke de unges frustration, og de unge forstod ikke, hvorfor ”de gamle” ikke havde noget at sige om tomheden i tilværelsen. Der opstod en kløft mellem generationerne, som senere blev større og større, da der virkelige kom gang i ungdomsoprøret i 60’erne.
I det senmoderne samfund, der går fra omkring 1989 til i dag, er det blevet mere og mere tydeligt, at mennesket godt kan klare sig selv. Endelig er vi blevet individer, der ikke er afhængigt af noget fællesskab. Vi bliver defineret af vores tøjstil, jobs og interesser. Vi bærer ikoner, der viser, hvem vi er. Og vi har skabt os selv. Vores familier er her stadigvæk, men vi kan sagtens fungere uden dem. Måske er vi stadigvæk trofaste mod vores generation, men i det store og hele vil vi egentlig helst være så individuelle som muligt – det er nærmest ”på mode”. Kvinderne er for længst kommet ud på arbejdsmarkedet, og sønner skal ikke længere overtage deres fædres gårde – det er lyssår siden. I dag er de fleste klar til at gå ud i verden, alene, men ikke ensomme. Alle muligheder ligger åbne.
2. del: analyse af ”Lønningsdag, en idyl”
Den ubehagelige konflikt i Martin Andersen Nexøs ”lønningsdag” bliver opbygget meget af hans skildring af naturen. Det ”onde” ligger altid lige under overfladen, den lurer over det hele. Naturen, der skulle have været smuk og blid, bliver pludselig lidt skræmmende og uhyggelig: ”kun hvor en fugl har sat sig og ryster sneen bort, stikker der en nøgen gren frem, sort skaldet og uhyggelig”. Forfatteren fortolker sit budskab gennem sætninger som denne – det bliver lidt skjult, hvor dårligt arbejderne på landet har det. Men hvis man kradser lidt i overfladen, vil man kunne se det ”uskønne”, det sorte og uretfærdige.
Det kan være, at Nexø syntes det var for voldsomt at sige direkte i din historie: ”Arbejderne bliver udelukkende behandlet skidt! Det er uretfærdighed på højeste plan, og det er alle vegne.” Måske ville han have, at læseren skulle til at tænke selv – bruge hovedet at indse, at selvom man bor inde et rart og varmt sted, og man ikke har al den fattigdom tæt in på livet, så sker der ubehagelige ting!
På grund af hans trang til at bruge indirekte kritik, bruger Martin Andersen Nexø naturen til at forklæde sine meninger – hvilket på en måde gør novellen mere harmonisk. Det er jo en fiktiv tekst, hvor for mange af forfatterens egne holdninger kan gøre det hele virker mere som et essay. Derfor er det bedre at vise dem gennem metaforer og billedsprog, som Nexø (som sagt) gør.
”Det slanke, cypresagtige enebærtræ luder under et bjærg af hvide krystaller, og slaaenbusken modner langsomt sine bær under bolstrets milde kulde”. I en sætning som denne fremstiller fortælleren jo naturen som smuk, en slags eventyrverden. Men det sjove er, at stemningen synes at skifte ret tit, for længere nede står der fx: ”solen skinner på det hele, saa mildt og blaalig hvidt, så tandløst og kraftesløst som en gammelmors smil.” Godt nok lyder det første af sætningen også ret kønt, men kigger man mere nøje på den, så kunne ”blaalig hvid” lyde som noget ret negativt, som når man beskriver en syg eller betændt legemsdel. Og som regel er et smil ret positivt, men her et det tandløst og svagt – ikke helt ægte måske, for hvad er der at smile for, hvis man ikke har nogle tænder, og man er ret svagelig?
Men alt i alt, så opbygger Martin Andersen Nexø med sin naturskildring en speciel stemning, som forbereder læseren på den kommende konflikt. I linje 26 bliver vi allerede konfronteret med størstedelen af problemet – fattigdom: ”Det lille bys tage skinner røde gennem den hvide sne – rødt og hvidt, det kunde se ud som om man flagede for fattigdommen.” Herfra er der ingen vej tilbage. Det usagte er blevet sagt. Selve konflikten består jo i, at værkejeren kan betale sine arbejdere som han vil. Han er ligeglad med om deres børn skriger af sult, og at konerne ængsteligt håber på at de komme hjem med penge – til tiden, for en enkelt gangs skyld.
Konfliktens højdepunkt ligger sikkert dér, hvor værkejerens søn frister sin far med at deltage i kortspil, dér hvor værkejeren skal vælge, hvad der er vigtigst: hans egen underholdning og udsigten til at tjene lidt flere penge, eller at betale arbejderne til tiden, så de har noget at forsørge deres familier med. Desværre vælger han pengene. ”(…)arbejderne venter til mandag!”, som hans egen søn også siger – som om arbejderne slet ikke er der! De har slet ikke noget at skulle have sagt, og de går trætte og skuffede hjem, mens sønnen ”slår et lystigt smæld over arbejderens hoved”. Piskesmældet kan ses som kapitalisternes ligegyldighed overfor den lavere klasse.
En anden stor del af novellens konflikt er selvfølgelig klasseforskelle. Det var en tid hvor de rige blev rigere, og de fattige blev fattigere, og de blandede sig på ingen måde med hinanden.
Den sociale arv betød meget i det moderne gennembrud, så hvis du var født i en arbejderfamilie, var chancen for at ”avancere” i samfundet, med hensyn til arbejde og social status, stort set lig nul.
Novellens konflikt (fattig vs. Fattig, socialisme vs. Kapitalisme), er meget relevant i forhold til den periode den er skrevet i. I det moderne gennembrud (her er det dog faktisk mere det folkelige gennembrud) var der utrolig meget fokus på arbejdernes forhold og de mere og mere forfærdelige tilstande ude på landet. De var jo nærmest direkte groteske.
Men heldigvis var der mennesker som Karl Marx, der kunne sætte gang i tankerne om retfærdighed hos arbejderne. Og hvor der før kun havde været historier om folket, kom der flere og flere tekster til folket, der var skrevet af forfattere, der selv havde vokset op under dårlige kår. Uretfærdigheden skulle vises, den skulle være synlig, så selv de finere folk kunne få en fornemmelse af, at det var noget gruelig galt med klasserne og forskellene imellem dem.
by
hyperh (student)
