Værkarbejderne får ikke lov at indføre et ord, og værkejeren kører væk uden at give dem deres penge.
På linje 53-55 får vi fortalt at værket producerer brosten, skærver og trappesten.
Det fortæller en hel del om den undertrykkelse, der foregik på det pågældende tidspunkt (1896).
Man kan sige, at de levede i et ekstremt kapitalistisk samfund, hvor de rige kun blev rigere og de fattige, oftest også kun fattigere. Den sociale arv havde stor indflydelse i modsætning til i dag, hvor man i hvert fald har bedre mulighed for at udvikle sig og avancere både socialt og jobmæssigt op gennem samfundet - uden nødvendigvis at komme fra en ret høj socialklasse.
Miljøet i novellen beskriver en barsk verden. Er man fattig er det et hårdt liv, er man rig lever man stort på de fattiges undertrykkelse. Her er en lille reference til et sted i starten af novellen, hvor man bliver opmærksom på, hvor fattigt der er: ”.. det kunde se ud, som om man flagede for fattigdommen” linje 24.
Citatet kan også fortælle os noget om, at man måske ikke ville acceptere den fattigdom og elendighed der var. I stedet prøvede man generelt at vise hvor godt alle befandt sig.
Det er tydeligt at forfatteren har sympati med de fattige i samfundet.
Vi får faktisk kun noget af vide om én person i novellen. Det er selvfølgelig værkejeren. Han beskrives som en rimelig hård og egoistisk fyr. Han er egentlig ligeglad med hvad arbejderne kan tænke sig, så længe det styrker hans eget bedste. Et eksempel ses på linje 71: ”Aa Sludder Gamle, Arbejderne venter til Mandag! Der er Mønt at tjene i Aften, Slagteren Du – allerede lidt anløben – og en ganske ny Mand, Grosserer. Du maa sku have Revanche paa den Slagter.”
Teksten er en novelle pga. dens korthed/enstrengede handlingsforløb og de få personer der indgår i den. Den er selvfølgelig en episk tekst, og er opdelt i to dele. I den første får man en grundig miljøbeskrivelse, hvor man bl.a. bliver gjort klar over at det er vinter og at det foregår på landet.
I den anden del forløber handlingen. Forfatteren benytter sig af den alvidende 3. person-fortæller.
Der er tale om In media res, dvs. at læseren bliver smidt ind midt i handlingen, uden der rigtig er blevet opbygget nogen indledning. Dette kan både virke forvirrende, men er samtidig også interessevækkende.
Sproget i novellen er tydeligvis præget af årstallet. Det er gammeldags sprog. Et godt eksempel er: ”Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling.”
Forfatteren bruger også nogle personificeringer, metaforer og symboler. Jeg kan fremhæve et par personificeringer, bl.a. på linje 1: ”Inde over Aasene staar Skoven og sover(…)” og Linje 18: ”… og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet(…)”.
Et eksempel på en metafor kan være fra linje 15: ”Og Solen skinner paa det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa tandløst og kraftesløst som en Gammelmors smil.”
Symboler i teksten findes bl.a. på linje 48: ”Endelig kommer han fulgt af sin store Hund.” Det er selvfølgelig værkejeren der bliver talt om, og hunden er en slags bodyguard og symbol på at man ikke skal lægge sig ud med ham.
Målgruppen har helt klart ikke været socialklasse 4-5. Meningen med novellen har været at få folk med magt til at se den elendighed der herskede i datidens samfund. Jeg synes det var et meget relevant emne at gribe fat om, fordi der var så stor en forskel mellem rige og fattige.
Det er meget muligt at forfatteren Martin Andersen Nexø og også Georg Brandes, eller i det hele taget det moderne gennembruds tænkere, har haft en finger med i spillet til hvordan vores samfund ser ud i dag. Dette bygger jeg på den forandring der skete efter det moderne gennembrud og opbruddet af den bundne sociale arv og de førhen ubrydelige klasseforskelle.
